Vi præsenteres hermed for 2. del af den bebudede science-fiction trilogi Rummet uden tid. 1. del, Luderen fra Gomorra, udkom i 1983. Forordet illuderer en fortsættelse af 1. dels historiskeberetning om jordens sidste dage, emigrationen til andre planeter og rumskibet Jezabel II's take-off fra planeten Annar i året 4702, hvor det går ud af tiden. Rumskibet må nødlande på Decentia, somviser sig at være, ikke en planet, men et reservat på en sidste beboelig del af Terra, grundlagt af den ene af 1. dels hovedpersoner, den kvindelige politiker Tukhalele. Det eksisterer nu i enendnu fjernere fremtid. Besætningen møder efterkommere af Decentias grundlæggere, hvis erindring om egen fortid er gået tabt, og som altid hos Inge Eriksens personer, kæmper de individuellefølelser med loyaliteten overfor samfund og arbejde, og af og til lykkes det for et menneske, specielt en kvinde, at forene disse to sider af livet og blive hel. Bogen er ligesom den førstekrævende læsning. Den jonglerer medet mylder af personer og aspekter på individ og samfund, men det er umagen værd. Ikke mindst sproget er i mange passager meget flot, og kan læses som den renepoesi.