En samling af Hans Scherfigs kritiske artikler bragt i Land og Folk mellem 1947 og 1964. I artiklerne ser Scherfig den kolde krig i et andet perspektiv, end man er vant til i Danmark.
Bogen rummer 49 udvalgte artikler fra perioden 1947-1964 fra Land og Folks ugentlige radioanmeldelser - skrevet af Hans Scherfig. Under rubrikken "Tanker ved Radioen" anmeldte han i perioden 1937-1964 en række udsendelser, som især i de sidste 7 år fik karakter af dagsaktuelle kronikker og bidske kommentarer til datidens begivenheder. Scherfig beskæftiger sig i denne bog med koldkrigsperioden i Danmark, og han lægger ikke fingrene imellem, når han analyserer radioens dækning. Pressens Radioavis og chefredaktør Niels Grunnet anklages for antikommunisme og ensidighed i nyhedsdækningen. Scherfigs radiokritik behandler periodens ideologiske og politiske tendenser med kraftige udfald mod navngivne personer som f.eks. Christian Winther, Gunnar Hansen, Ole Bjørn Kraft m.fl. samt en hvas kritik af den amerikanske kulturpåvirkning i Pressens Radioavis. Bogen er en slags pendant til Scherfigs bog Presse- og ytringsfrihed. 1983. Bred anskaffelse tilrådes.