Hvid glød : digt

I Thomas Bobergs to tidligere digtsamlinger Hvœsendç på mit øjekast og Ud af mit liv var stikordene følelsen af indentitetsløshed, livsfravær, fremmedgjorthed, opløsning. Disse temaer gentagesi hans nye digte. Følelsen af tomhed og melankolsk længsel efter helhed i tilværelsen viser sig i den ydre udtryksform, små korte forløb uden overskrifter, men desværre viser tomheden sig også imanglen på digtenes indre liv. Mange af digtene er ord, ord og ord, uden virkeligt indhold. De kan klinge flot, men er hule. Han kan forfalde til klicheer og banale billeder, "en urskives øje"eller "stjernernes kolde flammer" - hvor tit er det ikke hørt? Selv når digtene lykkes sprogligt, savner man en indre glød og overbevisning. Jeg synes ikke, at Boberg skiller sig væsentligt ud fraflokken af unge firserlyrikere, der skriver småfilosofiske, halvdybsindige, blasert-nedtrykte digte. Fordi man er digter, behøver man ikke at være kunstner, og digte er ikke altid kunst.

Læs hele vurderingen