Temaet i denne prosabog af Bo Green Jensen er spaltet op. Han skriver dels om øglernes forsvundne paradis, hvor Conan med knojern og huggert næppe ville have en chance. Om øglerne som idé. Ommuligheden for at blive en øgle, identificere sig med én. Her er vi så ved bogens ankerpunkt nemlig spørgsmålet, hvorvidt mennesket er den intelligente øgleart, der nu venter på at blive afløst afandre dyrearter i sin dominans på Jorden. Dette spørgsmål stilles ikke direkte i bogens tekster, men ligger neden under og bobler, mens Green Jensen i bogen her boltrer sig i en mellemting mellempopulærvidenskabelig facts-dropping, lyriske kaskader og indre monolog til ledsagelse af en masse god grafik af Knud Steffen Nielsen. Skulle man sammenligne med andre forfattere, kunne man nævneBorges og Højholt, der også har dyrket den stileskrivning over givet emne, der flirtes med her. Det er en bog, der næppe vil fængsle det store publikum, men som bør repræsenteres der, hvor man harglæde af GreenJensens digte.