Det enkelte menneskes afmagt over for ødelæggelse og død er et af hovedtemaerne i disse refleksioner, som i deres stramme, præcise og gennemarbejdede form er svære at genrebestemme. Filosofiske, æstetiske og politisk-kulturelle forestillinger tages op ud fra en ofte kontroversiel synsvinkel. Religionerne og døden er dog det hyppigst tilbagevendende tema. Konklusionen er den, at som vi skabes i kraft af et favntag, er dødskampen også et favntag - ikke med den illusoriske og futile begyndelse, men med afslutningen, det definitive. Med indsigten i dette begynder al religiøsitet, og her begynder tavsheden. - Stykkerne, som for de flestes vedkommende er ganske korte, knytter tråde til tidligere samlinger af forfatteren, måske især til Rappaccinis have (1983) og henvender sig som disse til viderekomne læsere. Anskaffelse som forfatterens tidligere samlinger.