Det synger når man kysser

Lars vågner op og har det så underligt i maven. Det er lørdag, men han ønsker alligevel, at han skulle i skole. Han kan ikke lade være med at tænke på Lone med den brune skønhedsplet påkinden, Lone fra hans klasse, og han har slet ikke appetit til morgenmaden, selv om hans forældre ler ad ham. Han cykler hen på legepladsen, hvor Lone så tit kommer, og han er også så heldig atmøde hende. De deler en madpakke i legehuset, og bagefter cykler de en tur sammen. Lone viser ham kyssebænken og fortæller, at hendes storesøster siger, at det synger, når man kysser, og da Lars ogLone til sidst prøver at kysse hinanden for første gang, åbner Lars øjnene og ser en lille fugl, der synger i det nærmeste træ. Det nydelige omslag er grønt med en mørkere grøn akvarel af de tootte-ni-årige hovedpersoner på samme cykel (!). Bogens dobbeltsider har samme bundfarve, der veksler fra gyldne til gulgrønne og blågrønne nuancer efter Lars' humør, og den er gennemillustreret medakvareller holdt itilsvarende farvetoner. Den mundrette og dialogfyldte tekst fylder ca. halvdelen af siderne. En sød, varm historie om den første forelskelse, der især kan anvendes til oplæsningfor de seks-ni årige samt til de bedste otte-ni årige selvlæsere; ældre børn vil nok finde den for barnlig.

Læs hele vurderingen

Hans Hansen og Palle Bregnhøi har sammen lavet en følsom, varm, men også lun billedbog med en del tekst og store dobbeltsidede billeder. Den fortæller om Lars og om Lone. De er vel syv-otteår, og Lars er rigtig forelsket; for Lone er så sød. Han kan så godt lide hende, at en skolefri lørdag er dødtrist - indtil han møder Lone i parken. Der siger Lone - næsten da! - til et par piger,at Lars og hun er kærester. Til Lars siger hun, at det synger, når man kysser. Det tror Lars ikke på; men når han nu gerne vil være kæreste med Lone, så må han jo hellere kysse (for det gørkærester, ved han). Det er rigtigt, at det synger. At det bare er en fugl i busken, gør slet ikke noget. Det er en god oplæsnings- og snakke-sam-men-historie for fem-otte årige både med hensyn tilsprog og indhold. I 3. klasse kan de fleste nok læse ordene, som dog står på lange linier (12,5 cm) med tæt typografi, og så står teksten på farvet baggrund. P.B. har i sine akvareller farven somnæsten eneste baggrund; mende bruges også som udtryk for stemningen hos Lars. De spænder over dyb blå fortvivlelse, kedeligt gullige og triste blågrønne, til sarte, gulgrønne toner, når han møderLone. Figurerne står i P.B.'s kendte, "sjuskede" streg med overvægt af glade ansigter. Tilsammen giver tekst, farver og tegninger en dejlig bog til billedbogshylden.

Læs hele vurderingen