I et lille forord genoplever Bodelsen tidligere tiders stemninger foran den magiske radio, de gysende timer foran det magiske øje: Mordets melodi, Gregory mysteriet - salige gys. Også i mørke.Og det er den stemning, han her ringler ind, han har skrevet disse 3 spil på - og den de skal opleves i. Det kan knibe noget: bogen er et eksil-teater - fjernt fra radiomagien. Men tingene ladersig alligevel læse, hvis man kan sætte sig ind i stemningen. Titelstykket tager et klassisk udgangspunkt: hovedpersonen er blevet blind, og han har (som lytterne) kun stemmerne og lydene at stolepå - eller tvivle på. Stykket handler om professoren, der har opfundet antiraketten, der gør modpartens raketter værdiløse - og nu slås man selvfølgelig om ham og hans plan med spionage,bortførelse o.s.v. Virkningsfuldt gennemført. Også det andet spil om den invalide, der henvender sig til omverdenen via sin privatradio udnytter nogle radio-muligheder godt og giver den kortehistorie med den lille overraskendepointe (hvis man altså ikke havde gættet den forinden), det hører genren til. Det afsluttende spil er henlagt til skibet Titanic i timerne inden forliset oghenter sin spænding på tilhørerens viden om de agerendes skæbne. Slet ikke blandt forfatterskabets hovedværker, men charmerende og stilsikkert håndværk.