Eriksens debut Nani, 1985, var særdeles lovende, omend man kunne have svært ved at se, hvad der var væsentligst for forf. : bogens punk-tids-desperation - eller den flotte sproglige jongleren.Det synes at være det sidstnævnte aspekt, der har fået overtaget. De nu foreliggende 8 historier ligner på mange måder en tilbegevenden til den skriftbevidste fase i modernismen. Fortællingernespersoner - eller skulle man skrive 'personer'? - er funktioner i teksten, hvad de, ganske underfundigt, er fuldt bevidste om. De bevæger sig i bogens linier og nogle gange imellem dem. Det er altsåmeget bevidst litterært, anslået markant i bogens første historie, der f.eks. slutter med et forvredet gustaf munch-petersen-citat. I andre er det popkunstens kulisser og skabelondigtningensinventar, Eriksen (gen)bruger, i to historier om Frank Morris er det den hårdkogte kriminalroman; i 'Bankrøveriet i Tango' er det western-myten, der bruges til opsamling/opløsning af disse tekstersunivers. Der er altsåmegen tilbagegriben, og skulle noget pege videre frem, må det blive bogens tab af den 'uskyld', der ellers kunne præge omtalte fase, og navnlig på den baggrund kan det bliveganske spændende at følge Eriksens fortsatte eksperimenter.