Med denne børnebog er man som vanligt med Hans Petersons værker i godt selskab. Han kan det dér med at vise det store i det små og det små i det store og han tror på det gode i menneskene;Petersons forfatterskab er nemlig moralsk i ordets allerpositiveste forstand. Temaerne i denne bog er isolation (hovedpersonen Susanne er tunghør), at ændre sig, angst og aggression over for detukendte, troskab, kærlighed og sammenhold. Børnene i bogen er omkring 12 år, og det skal læserne også være. Der er megen dialog i bogen, ligesom der er en del begivenheder, helt fra start. Omslageter flot og effektfuldt af Bente Sivertsen, og ligner mest omslaget til Sælkvinden. Det forestiller Susanne og Giovanni ved havet. Jeg tror desværre ikke, det vil gå rent ind hos målgruppen. Titlen,særligt ordet »Giovanni« er vanskeligt at læse. Indvendigt er bogen fint og alderssvarende sat op, og sproget er tip top. Susanne får en ven, og intet er mere som før for hende i den lille feriebypå Sydsverigesvestkyst. Giovanni (som er svensker) har mistet sin mor, og hans far har forskanset sig i sin sorg. Giovanni dummer sig og byens børn dummer sig, men gode kræfter forener sig om atklare problemerne. Det viser sig nemlig som så ofte, at alting ikke er som det ved første øjekast tager sig ud.
