Simultan

I sine første digtsamlinger Leve med kulden (1982) og Sejlads på en ø (1985) viste Inge Pedersen sig som et talentfuldt, men også lidt for stillestående og traditionelt sprogøre. Jeg skal lovefor, at hun nu har sluppet fortøjningerne og kastet al pænhed over bord. Digtene er lange og smalle, titelløse for det meste, flagrende og pisket igennem af en hidsende rytme. Jo, der er sandeliggået ild i både skrivemaskine og krop. Nu som før skrives der på en sorg af eksistentiel art, men det oprørske, sanseberusende sprog tvinger en mageløs livsvilje frem i digtene, som kredser omflere motiver samtidig: barndommen og naturen, kærligheden og døden og så altså viljen til at leve, til at se en mening med det hele: »og lykken / slår ned i mig / som et lyn / at alting i verden /er muligt«. - Med opus tre placerer Inge Pedersen sig i selskab med andre dejlige damer (undskyld!) og sprogfornyere som Christel Nisted og Helle Nyberg. Interessen for ny lyrik bør ikkeundervurderes.

Læs hele vurderingen