Også når hun som her skriver prosa i små kompakte tekstblokke, er Marianne Larsen lyriker til fingerspidserne. Der er masser af brud på normalsproget, små drejninger og forskydninger, somøjeblikkelig sender læseren ud i ubetrådt land. Andet ville næsten heller ikke være til at holde ud, for nøgternt betragtet er den 30-årige unavngivne pige, som teksterne tilsammen giver et følsomtog dybtgående portræt af, helt ude i tovene: hun er sky og alene, uden arbejde, på piller og bistand, usynlig i et samfund, der kun vil kende det ydre. Selv er hun i høj grad indre: »Stille somrøgen i menneskene leger barnet voksen i hende. Hende i køen ved kassen«. Der er flot gennemførte metaforer for de modsatrettede kræfter i og omkring pigen - vinger og visere f.eks. som er med tilat præcisere nogle konflikter, mange i dagens Danmark kender. Smerteligt, men sandt, og en god ajourføring af et forfatterskab, der bliver flere og flere læsere til.