Nattens Budapest og andre topografier

Selv om det vist er første gang, Bjelke bruger betegnelsen "fortællinger", og der i disse fem stykker anes en lille åbning ud mod læserne, så ligner den lidenskabeligt skrivende og uhyresprogbevidste forfatter dog sig selv. Han slipper virkelig alle mørkets gerninger og drifternes dæmoni løs - tag f.eks. den lange nervepirrende novelle "Vilhelm Callesøes Testamente" om enundsluppet SS-læges planlægning af en raffineret dødshævn eller titelnovellen, en næsten klassisk gyser konstrueret over klaustrofobiens og grusomhedens æstetik. - Det kunne måske lyde, som omBjelke har slået sig på tynd spænding, men som nævnt, så ligner han sig selv og arbejder frem mod pointer af sprogfilosofisk og erkendelsesteoretisk art ("vor artikulation af verden er verden"f.eks.), og man labber ikke uden videre hans slyngede sætninger i sig. Ind imellem skriver han krukket, omstændeligt, parodisk. At følge med er som at springe fra sten til sten i åen. Vandmærket erkaos, men paradoksalt nok ogsårenselse.

Læs hele vurderingen