Det grønne spor

Det er dog en forunderlig verden, man møder i denne bog sammen med drengen fra Krystalmanden, Tusindfuglen og Hjerterejsen. Med ham vandrer vi ad Det grønne spor midt mellem Askeørkenen tilsyd og Islandet mod nord - tværs over Danmark - efter Dødenatten - og oplever en ny begyndelse. Hvad er det for en verden? Den gamle verden opstået påny med dens magtliderlige personer, med densfristelser og farer, (guldpuslespillet spøger igen) - med dens glæder og sorger, skønhed og gru. Som livet selv, Som et eventyr. Bogen er ikke nem at referere. Dens iderigdom og fantasi overskrideralle grænser, dens tolkningsmuligheder er mangfoldige og sindrige for den voksne læser -men spændingen, humoren, overraskelsen vil også have appel til de store børn, der blev optaget afKrystalmanden, den lettest tilgængelige af de foregående. Stadig er fascinationen den, at Louis Jensen placerer sit univers lokalt. Vort lille land er skuepladsen. Dronningen, prinserne ogFolketinget spiller med ligesompølsemanden på torvet m.fl. - hver stivnet i deres attitude i Dødenatten. Og mens bogen starter et nyt liv - i ørkenen - i Asketræet - mobiliserer andre våbenmagten.Og Drengen bliver mand, møder kærligheden og mister den igen - bliver gammel og ender sin vandring, hvor den begyndte - ved Limfjorden. Ringen er sluttet. Alt kan gentage sig. Det er en forunderligbog, fortalt i et utrolig smukt sprog. Ikke særlig svær. Fra 6. kl. Den vil mange blive optaget af.

Læs hele vurderingen

I dette 4. og sidste bd. i serien (Krystalmanden, Tusindfuglen og Hjerterejsen) sluttes den første ring i en uendelig række i kampen mellem destruktion/død og genopbygning / liv. Efter enmangeårig flugt fra de magtsyge ad det grønne spor, det smalle levende bælte mellem Ismarken og Askeørkenen, ender Drengen, der nu er blevet en gammel mand, på den gård, han oprindeligt rejste udfra. Og herfra drager hans søn Drengen igen ud på opdagelse og søgen efter retfærdighed i den gamle Nimbus. Den første ring er sluttet og den næste startet op. Man sidder tilbage med et nedslåendebillede af destruktionens sejr og et svagt opfattet budskab om, at passiv modstand og flugt ikke ændrer tingene. Surrealismen og det stærkt billedskabende sprog er fortsat kendetegnet, ligesom decentrale skikkelser går igen uden udvikling i deres karaktertræk. Handlingen er igen uden udvikling i deres karaktertræk. Handlingen er fyldt med spændende episoder og er ikke svær at følge,ligesom sproget teknisk er letat gå til, men symbolladningen kan af og til virke lidt knugende. Det er en god eventyrroman med megen realisme og et stærkt budskab for den gode læser fra 11 år ogop. Omslaget af Jon Ranheimsætter er både flot, spændende og dækkende for handling og stemning.

Læs hele vurderingen