For 18. gang er Taxa-Lasse på banen, og det er jo i sig selv lidt af en præstation, når man betænker i hvor mange år, han har været på pension. Serien var lidt af en befrielse, da den i sintid startede, børn og voksne var sammen på en fælles kriminalgåde, og frem for alt havde den et socialt engagement og personer fra et helt andet samfundslag end man var vant til. Stilen er holdt,men nu virker det blot lige så almindeligt og forudsigeligt som det store gennemsnit i genren. Persongalleriet er efterhånden mangfoldigt og bliver i og for sig brugt med en vis virtuositet. Dennegang er det den tidligere rocker, Lillebror, der er hovedpersonen i en sag, hvor det drejer sig om en international narkotikasmuglerring. Magnus Johansson virker som om, han kender de miljøer ogpersoner, som han beskriver, og det er på samme tid både en styrke og en svaghed. Styrke, fordi han tit får nogle små fine situationsskildringer frem, svaghed, fordi hans sympatier skinner alt formeget igennem, hvorveddet ofte kommer til at fremstå i sort/ hvid. Som læser ved vi nøjagtig, hvem vi skal holde med, og hvem vi kan tillade os at mistænke for det værste. Serien har kørt siden1975 og balancerer afgjort på kanten til det trivielle, men det sociale engagement og de lidt spøjse typer giver et ekstra plus, og så er den jo efterspurgt blandt bogslugere på mellemtrinnet.