Her henimod årtiets slutning et opsamlingsheat af Poulsens løse digte fra 79-89. Boheme-digte fra et liv på turné, npgle gange som menneske, andre gange som professionel kulturpersonlighed.Fra et liv med sprut og kvinder, samfundsproblemer, eksistentiel smerte og først og fremmest, som i titeldigtet med jazz. Der er mange lejlighedsdigte imellem, men også en stribe sonetter og andrerimede digte, hvor Poulsen prøver kræfter med formen. Alt i alt en bog med tekster, der næsten alle stemmer sammen med figuren Peter Poulsen: den rare, livsnydende/melankolske, munterdybsindigebamse, og må kunne bruges på oplæsningsturneer. Mundrette digte, indimellem swingende, som tematisk har det hele med: natur, musik, hverdagslivets små finesser og fortrædeligheder, dagligdagensrytme plus naturligvis livet med stort L. For garvede lyriklæsere måske ikke den mest nærende digtsamling, men for folk, der holder af Poulsen og journalistisk poesi, en let og underholdende buket.