Den navnløse hovedperson og fortæller i Jens-Martin Eriksens nye roman er, som i næsten alle forfatterens tidligere bøger, en outsider, der befinder sig på kanten af samfundet og normaliteten.I form af én eneste lang monolog - med voldsomme brud og spring - er det en grum historie om en ung mand der vender tilbage til sin hjemegn og dermed også til fortiden: en barndom præget afensomhed og manglende kærlighed, som førte frem til drabet på den følelsesmæssigt afstumpede far og anbringelse på institution. Rejsen tilbage bliver også en rejse indad til de traumatiskebindinger til barndommen og den manglende evne til at blive voksen og få en 'historie'. Som et handlingsreferat måske kunne forlede til at tro er der ikke tale om et stykke socialrealisme. JMEgiver sig ikke af med håndfaste forklaringer, men fortæller en historie ved at gå helt ind under huden på sine personer, fastholder en anonym 'stemme', der i sin næsten mytiske form har enstrenghed og konsekvens som en græsktragedie. Her er ingen løftede pegefingre, men et tæt, sanset sprog som er på niveau med sin hovedperson og et direkte udtryk for hans bevidsthed. JMEs tætte ogpågående prosa har sin helt egen tone i ny dansk litteratur og i Den hvide væg har den fundet sit hidtil mest overbevisende udtryk.