Det lyder som titlen på en primitiv knald- og føljetonroman, og det er det også. Min gamle dansklærer, Jensen-eksperten Leif Nedergaard skriver i sin indledning, at det er den eneste af de ti føljetonromaner fra 1895-98 som nok kunne fortjene et genoptryk. Så gad jeg nødigt læse de andre! At Johs. V. Jensen skrev dem for at overleve som student og ung forfatter, kan måske have lidt litteraturhistorisk interesse. Men i betragtning af, hvor få der i dag læser hans samtidige rigtige bøger Danskere og Einar Elkær, for slet ikke at tale om hans senere USA-romaner Madame D'Ora og Hjulet, som skulle rumme mindelser om denne føljeton, så virker udgivelsen kuriøs. Det er en yderst primitiv gangsterroman med utallige mord, forklædninger og forbyttede identiteter. Handlingen foregår i New York, som Jensen havde oplevet, men byen er kun en dyster kulisse for den totalt utroværdige, klicherige historie om en mordlysten røverhøvding, der slår venner og fjender ihjel i dyngevis, mens vorariske helt udfører fantastiske bedrifter for at redde sin ære, sin pige og evt. sit liv. For biblioteker, der vælger at have alt af store forfattere, også når det ligger langt under den sædvanlige kvalitetsgrænse. Det bedste jeg kan sige om den er, at den er let læst og hurtigt glemt.