Denne samling indeholder 11 af forfatterens tidlige noveller skrevet fra 1947 til 1955. Det altdominerende og gennemgående tema i disse noveller er døden og grænselandet mellem drøm, død ogliv. Og her har selv livet et horisontalt anstrøg, idet flere af hovedpersonerne, hver i deres verden, konsekvent ligger ned det meste af tiden. Bortset fra novellen "Kvinden, der kom klokkenseks", som handler om en luder, bartender, noget der kunne være kærlighed og noget der ligner mord, synes jeg, at resten virker som besynderligt konstrueret hjernespind, der efterlader sin læseruimponeret med fornemmelsen af, at have brugt for meget tid og energi på denne fortænkte prosa, skrevet af en litterær hanekylling, som har travlt med at demonstrere, at han mestrer litterærekunstgreb, men som samtidigt afslører en indholdsmæssig mangel på substans. Det blændende litterære talent og evnen til verbalsortering og klarhed, som siden var med til at give Gabriel GarcíaMárquez Nobelprisen, har han heltbestemt udviklet siden disse noveller - som nok på grund af navnet alligevel vil blive efterspurgt.