Indianeren

Fra romandebuten Tårnet i 1989, efterfulgt af novellesamlingen Amerika (1990), har Hans Otto Jørgensen lagt grunden til et forfatterskab som er bemærkelsesværdigt, ikke mindst hvad angårsproglig kraft og originalitet, hans nye roman Indianeren fortsætter dette spor. Som i Tårnet er hovedpersonerne atter Indianeren og Molly, som følges gennem forskellige historiske og socialeinkarnationer, der spænder fra århundredskiftet over 30 'emes landproletariat frem til nutidens rodløse mellemlag. I én lang, flydende bevidsthedsstrøm, der har det erotisk-sanselige somomdrejningspunkt, er det tværs gennem alle historiske omskiftelser beretningen om længsel, forladthed og uindfriede forventninger. I udkanten af HOJs mistrøstige og tågede landlige danmarksbilledestår både Blicher og den unge Johs. V. Jensen parat i kulissen, men frem for alfer romanen båret af en vild og subjektiv skrift, som fra først til sidst bærer forfatterens personlige vandmærke. Herligger imidlertid også bogensbegrænsning. Den lever ikke i kraft af sin fortælling, eller i imødekommelse aflæserens 'episke behov', men i sinkompromis-løse vilje til udtryk og stil. Somromankonstruktion falder bogen let fra hinanden, men som stemningsbillede, som udtryk, er den enestående og går helt sine egne veje.

Læs hele vurderingen

Fra romandebuten Tårnet i 1989, efterfulgt af novellesamlingen Amerika (1990), har Hans Otto Jørgensen lagt grunden til et forfatterskab som er bemærkelsesværdigt, ikke mindst hvad angårsproglig kraft og originalitet, hans nye roman Indianeren fortsætter dette spor. Som i Tårnet er hovedpersonerne atter Indianeren og Molly, som følges gennem forskellige historiske og socialeinkarnationer, der spænder fra århundredskiftet over 30'ernes landproletariat frem til nutidens rodløse mellemlag. I én lang, flydende bevidsthedsstrøm, der har det erotisk-sanselige somomdrejningspunkt, er det tværs gennem alle historiske omskiftelser beretningen om længsel, forladthed og uindfriede forventninger. I udkanten af HOJs mistrøstige og tågede landlige danmarksbilledestår både Blicher og den unge Johs. V. Jensen parat i kulissen, men frem for alt er romanen båret af en vild og subjektiv skrift, som fra først til sidst bærer forfatterens personlige vandmærke.Her ligger imidlertid også bogensbegrænsning. Den lever ikke i kraft af sin fortælling, eller i imødekommelse af læserens 'episke behov ', men i sin kompromisløse vilje til udtryk og stil. Somromankonstruktion falder bogen helt fra hinanden, men som stemningsbillede, som udtryk, er den enestående og går helt sine egne veje.

Læs hele vurderingen