Kafka og Borges er forbillederne for Preben Major Sørensens sprogligt sikre, men indholdsmæssigt ofte svært gennemtrængelige kortprosa, som er umulig at referere. I en surrealistiskmareridtsstemning af mytisk karakter løber drøm og virkelighed i ét, og temaer som død, forfald, identitet og vildfarelse i bogstavelig og overført betydning vendes - flankeret af et makabert,grotesk og luftigt persongalleri, som er svært at fastholde. Fortolkningerne er åbne og mangetydige og tonen til tider på grænsen til det manierede. Teksterne spænder fra forsøg på mere'traditionelle' fortællinger til superkorte refleksioner, og jegformen er den foretrukne. Bogen bringer intet nyt til forfatterskabet, men kvaliteten og sværhedsgraden er fortsat betydelig.Målgruppen er som tidligere intellektuelle med sans for det utraditionelle, gådefulde og mangetydige. Forundertegnede blev læsningen denne gang som før en på én gang frastødende, irriterende ogfascinerende oplevelse.