Knap to måneder efter udgivelsen af romanen Indianeren er den produktive Hans Otto Jørgensen på banen igen. Denne gang med en samling fortællinger, som med hensyn til komposition og tema tagertråden op fra sidste års kortprosasamling Amerika. Som det afspejles helt ud i omslagets smukke gengivelse af Hans Smidths maleri af Karup kirke, er den 'ydre' geografi atter engang den midtjyskeprovins, dens landskaber og mennesker fra trediverne og op til i dag, der fastholdes i spændingen mellem gammelt og nyt, mellem skæbnetung tidløshed og hurtig udvikling. Mange af novellerne handlerom mennesker som kommer i klemme i denne udvikling-de 'standsede' i tiden-om utilpassethed, desperation og indestængte følelser, men også om arbejdsfællesskab og accepten af det anderledes (som iden smukke og kunstnerisk fint forløste "Hannes kloge ord'). Brutalt og ømt på samme tid beskriver forfatteren sine personer, men altid uden antydning af sentimentalitet og nostalgi. Tematiskbefinder HOJs novellersig et sted i det mentale og geografiske landskab, hvor også f.eks. Peter Seeberg og Knud Sørensen hører til, men i kraft af stil og sprogtone alligevel helt personlige ogoriginale. I bogens afsluttende tekst: "Sindets geografi" befinder vi os endnu engang i 'tårnet' - forfatterens selvvalgte eksil. Hævet over tiden, men alligevel midt i den. Fra denne udsatteposition fortæller forfatteren sine historier - og gid der må komme mange flere af dem!.