H. C. Andersens dødsstund. Plaget af sygdommen og halvt i morfindøs (gen)oplever han scener fra sit liv. Som titlen antyder, er det alt det fortrængte bag den selvforståelse, der bl.a. kommertil udtryk i erindringerne, han kæmper med her: Skyggen. Herre og skygge, to sider af samme person, der ikke kan blive hel, før de forenes. Godt tænkt og skrevet her i det store og hele i en slagskammerspil, hvor få personer personificerer f.eks. personer fra eventyrene, kvinder i Andersens liv. Alt dette trænges om Andersens dødsleje, angriber, anfægter, giver ham ikke ro. Dalager kanf.eks. citere fradagbøgerne, hvor ud- og indfald af og til kom på papiret ufiltreret: had, vrede, lidenskaberne. Helhedsindtrykket bliver et godt stykke ny dansk dramatik, der anskueliggør dissevoldsomme splittelser/kampe i Andersens sind: "(...)meget udviklet fantasi og følelse. I den grad at jeg kunne blive vanvittig, havde Gud ikke givet mig vilje og energi". Man kan karakteriserestykket som en radikalgennemspilning af den tematik, Enquist også beskriver i Fra regnormenes liv - i en form tæt på Zeruneiths Stjernekasteren (om Ewald) og Kaaløs Alfa og omega (om Edv. Munch) -og som læsedramatik anvendeligt f.eks. som disse.