Efterhånden som denne på flere måder mærkelige roman udvikler sig, fornemmes et stadigt større filmisk præg. Det viser der sig at være god grund til, da bogen er baseret på hendes film "Børn"fra 1984 - som nævnes i slutningen. Realhandlingen er ikke det primære: Ernesto er søn i en fattig russisk/jødisk/italiensk indvandrerfamilie bosiddende i en forstad til Paris. Han og søsterenJeanne er de ældste i den store børneflok, og de har en stærk, emotionel, næsten telepatisk binding. Ernesto kommer til de historieløst naive forældres store glæde, i skole, men vælger at gå udstraks, da "man ikke kan lære, hvad man ikke ved". Dette filosofiske/banale statement bliver romanens og familiens omdrejningspunkt. Han besidder tilsyneladende nærmest profetisk evne til at opsugeal lærdom bare ved at ville det. Denne gave betragter Ernesto og Jeanne dog mere som en forbandelse, der kan ødelægge deres og familiens liv. I en blanding af modernistisk/ absurd og poetiskrealisme fortælles dennehistorie, som nogle vil finde sofistikeret romankunst om eksistentiel uskyld. Andre mere køligt sindede nordboer vil finde den noget patetisk. Men Sommerregn vil heltsikkert have sit, måske begrænsede, men fortjent begejstrede Duras-publikum.