De uforsonlige

Som de to foregående bøger i forfatterskabet, (Jim og jeg, 1989, Den hvide væg, 1990), handler også Jens-Martin Eriksens nye, intense roman om at finde ud af hvem man er, om at få et navn, enhistorie. Nyt er imidlertid at der denne gang ikke er tale om den sædvanlige, næsten monomane jeg-fortæller, men om en dialog mellem to personer, to køn og to livshistorier. En ung kvinde og en ungmand mødes tilfældigt, og aftenens og nattens samvær bliver et ubønhørligt, men også forløsende møde, som langsomt gør dem i stand til at trænge igennem det lag af fortielser og fortrængninger, derpå traumatisk vis binder dem til barndommen og puberteten. Han i forhold til den tidligt afdøde mor, og hun i forhold til en dominerende far. Romanens tætte, pågående prosa blander suverænt fortidog nutid i sin eksistentielle afdækning, hvor både følelserne, det erotiske og erindringen indgår, og den psykologiske udviklingshistorie ender ikke som en kliché, fordi den er uadskillelig fraselve det sprogligeudtryk. Romanen er uforsonlig i sin vilje til at se virkeligheden i øjnene: råt, ømt og usentimentalt, og den gør JME til en af tidens mest spændende og fornyende danskeprosaister.

Læs hele vurderingen