Efter succéssen med Juleoratoriet, 1984 oversættes denne bog fra 1978; som så mange andre sv. forf. har G.T. ladet sig inspirere af Bibelen. Det er en rammefortælling om Jesus, der opholdersig i ørkenen for at komme til klarhed over sin opgave, en eftertanke inden han går ind i verden for at gøre, hvad han må gøre. Indholdet er Jesu fortælling om barndom og ungdom, om templet,Qumran, samtalerne med Johannes, om Messias-forventningerne. G.T. har tydeligvis sat sig for at skrælle idyllen af Maria: hun skildres som tung og alvorlig, en mor man ikke kan røre ved, mens hantegner et forelsket portræt af Zakarias og navnlig Elisabeth, slægtningene der fik Johannes i deres høje alderdom. Bogen handler om Jesus som menneske, ikke om forkynderen; den er fuld af smukkebilleder af landskaber, dyr og mennesker og fuld af drømme og syner, af tanker om bestemmelse, om død og lidelse: den er alvorlig, poetisk, filosofisk og ikke helt let at læse. Den egner sig ikketil at blive stukket ud tilalm. lånere, der vil læse en religiøs bog, og jeg gætter på lidt lavere ex.tal end Juleoratoriet.