Sørgeflor : digte

Claus Høxbroe skriver livfuldt om døden i disse digte. Anbefales til læsere af klassisk centrallyrik i spoken word-traditionen.

Døden står som tydelig overskrift over samtlige digte i denne korte digtsamling, der består af en blanding af nye og tidligere udgivne digte fra Høxbroes voluminøse forfatterskab, der tæller mere end 40 udgivelser. Der er digte om døden blandt venner og familie, fx farfarens selvmord: "Min farfar hængte sig / fandt løkken / tjekkede ud / efter min farmor døde (…)", men også om døden som generelt grundvilkår og livsbetingelse: "Med stolprende ben / går vi hver morgen / dødens ærinde / træder tættere på kanten / for at holde os i live (…)".

Et fællestræk ved digtene er den sproglige rytme, og digtene er skrevet til at blive læst højt. Det lyder bare godt at læse Høxbroe. Andre fine ting er sproglegen, som fx førnævnte vers om farfarens selvmord, hvor der leges med sammenhængen mellem at finde lykken og binde løkken, og ikke mindst de opfindsomme metaforer, som fx her: "Har prøvet at tage livet af mig selv / men kan ikke nå lynlåsen i nakken".

Holder man af mere god lyrik om døden og livet, der egner sig til spoken word-performance og også jonglerer skønt med rytme, ordleg og metaforer, se fx Mads Mygind Til den lyse morgen.

Læs hele vurderingen