Det røde er det grænseløse

16 åbenbaringer: guds ligegyldighed over for kærlighedsbrevene (Ansigtet som sænkede sig over mig havde samme konsistens som gelé -- Visse kan læse fremtiden gennem indvolde, andre kan ikke engang se det forgangne -- To handlinger kan udlæses i dette syn -- Det røde er det grænseløse, det der stadig er i oprør, eller som spreder sig -- Det begyndte ved firetiden om morgenen og sluttede da jeg havde fået nok -- Den sursøde duft af blød jord og mælken indeni den -- "Er der nu nogen mening med din smerte eller din sorg?" -- Med sådanne simple midler blev man barn igen -- En stemme udbrød på et sprog som mindede om latin -- Så drengen er af natur vores mor, og når han læner sig frem ser han de morderiske -- Djævlen steg ud af bruseren uden at ane hvad der skulle ske -- Man forkynder for kongedømmet at de bør frygte muræner, og så frygter de -- Følelsen af at være en simpel kvinde der løfter op i sine skørter -- Rotter har lyserøde snuder, men deres røde munde lugter af urin -- Alle sår åbner sig over for gud med hyænelignende hånlatter -- En himmelfarvet flamme, kaldte hun den, et snavset stykke stof på tørresnoren -- Hvile i lys (Sommetider befinder jeg mig et sted der forsvinder hver gang jeg beskriver det -- Jeg køber en pose plettede abrikoser -- Mit ansigt klippede engang gennem natten -- De bevægelige dele synger eller gør en ansats til at synge -- Hun vender vrangen ud på mig og jeg er rystet -- Mit hår er blevet længere end mig selv igen -- En ubestemmelig afstand -- Ingen ved præcis hvornår Julian af Norwich blev anakoret -- Efter nogle uger kommer noget der ligner regn, men som måske bare er et -- Julian af Norwich, anakoret -- Julian af Norwich, anakoret, f. 1343, skrev -- Rådyret under broen var ensomt -- Tryk mig ned på knæ, som for at antage en from eller obskøn stilling -- Pollen i naturlig gylden solskinshistorie hvirvler bagved skoene -- En vinkel i øjenkrogen, hugget fra trækronen, pludselig -- Ingen ud over insekterne drømmer i heden -- Havet er næsten helt fiktivt og farer imod mig -- Lægen stiller et direkte spørgsmål -- I den transparente vinge, de komplekst sammensatte øjne, de stive hår på -- Anemonerne ved siden af sengen begynder at rulle med øjnene -- Maria, hjælp mig op på tå -- Siden vendte djævlen tilbage, med sin hede og afskyelige stank -- Månens erindring er uberegnelig -- Om sommeren styrer solsorten ikke sin omgivelser -- Bambis mor skød først, det ved vel alle -- Solen er mere ubønhørlig end digtet -- I ancrene wisse (også þe ancrene riwle) tager forfatteren anakoretens forskrift frem -- The desyre of the flesh -- Tre slags kors, ifølge ancrene wisse -- Pelikanernes natur og anakoreternes natur -- Et dyr farer forbi og efterlader en fure -- Når jeg mærker rundt om mine organer oplever jeg et akut ubehag -- Jeg nås, via omveje, af et nødvendigt spørgsmål -- Mad eller drikke, for meget af det ene eller det andet, timer ved det beskidte -- På det seneste har jeg været præget af generøsitet -- Laverd! -- På knæ når hun tager mig mellem slimede hænder -- Det er sandsynligt at hun navngav sig selv, Julian -- Kan man være lige ærlig overfor en mand som man er overfor regnen -- Imens jeg løb eksploderede et mirakel ud af trækronen bag mig -- En mark, så brutalt oplyst -- Hvis gud omgiver sig med lys, et lux perpetua, er det et han mørkt retirerer bag -- Satan smutter ind mellem himmel og tag -- The feende, rød som en murstensovn, i sit hjørne -- Med angeren kom yderligere et ønske -- Hvis jeg strækker armene frem for at favne et fravær -- Jeg har hørt det antydet at døden er prisen vi betaler for kærligheden, en -- Der -- Det man kan sige om helvede er at det er simplere at visualisere smerte end -- Forfatteren af ancrene wisse rationerer til og med selvtugtelsen -- På anakoretens anden side en hårdt arbejdende kvinde -- Man vil give sit liv, men ingen vil tage imod det -- Det er ikke en isolering, derimod åbner man en indre dør, en dør ud mod -- Jeg åbner soveværelsesvinduet i siddende stilling -- Gennem det første vindue ser man en svævende rød læbestift -- A wrechid creature, jomfru af kød og sten -- Man kan ikke påstå at jeg hader mig selv mere end samfundet -- Hvis blik bag gardinet bliver skjult, afhængigt af hvor betragteren står, nattens -- Af og til lukkes det ene, af og til det andet øje -- En solskinsnat -- Af og til lukkes det ene af og til det andet øje -- Syner smyger sig ofte ind gennem søvn eller sygdom -- Fingrenes lette bøjning -- En kvinde løber forbi -- Tænk at blomster hænger slapt -- Man kan blive påbudt at tilgive sig selv -- Maria, moder af os -- Så samledes man ved hvad der antoges at være dødssengen, de kom, præsten og -- Ingenting bærer sin død lige udsøgt -- To forskellige slags syn, et fysisk og et spirituelt, rettet mod samme -- Norwich, alle was huglye to me -- Man kan dræbe en revolutionær, men ikke en revolution -- Åh Norwich, som du fortvivler mig...den anonyme forfatter af the cloude of -- Forsøg på dialog mellem -- Forsøg på dialog mellem -- Hvordan kan man holde sig vågen -- En surmulet sol -- Pinernes ildrøde knopper -- Lyset i ankeldybe pytter -- Nydelsen i nederlaget -- Glitrer regnen opad -- Alle skabninger der nogensinde har været gemt under glemslens klokke -- Med dette ord kryber man derknes over hustagene -- Puffer man sine øjne ud, cuttest tungen ud af sin mund -- Martyrerne, deres koncentrerede røde strøm, den der aldrig tørrer tømmes -- Midsommerlysnet, rød og fornedret, månens skabrøse løssluppenhed -- Jeg sidder i parken) ; 16 åbenbaringer: og hvis gud standsede for at se blækket tørre sagde han intet om sagen (Glas, søgræs, grus -- Trøsterske, hvor, hvor er din trøst? -- Der er det, det sorte hul, hvis hulfod værker -- Til og med universet strækker ud efter træning -- Hjælp mod en række lidelser (bl.a. melankoli) -- Jeg er mislykkedes, men det må man vel ikke sige i det her land længere -- Nellikerne stoppes i en vase, så når fuglene kommer for at spise af dem får de gift -- Det der ikke dræber dig afventer sin tid -- "Løb min datter! løb!" udbrød bugtaleren -- Drengen, vores moder, moder af os, er alvorsfuld og behængt med perler, han bærer -- Det lysner østpå, øjet åbnes -- I luften skitserede jeg verden som jeg så den, det sorte og det hvide sand, og -- Håbløs i min hvide kjortel -- Men busserne har det godt! -- En helgen, en søjle og et ørkenområde går ind på en bar, men nægter at komme ud -- Bladene, formet som regnbuer)