Nobelprismodtageren Halldór Laxness skrev ofte om heste i sine bøger. I denne bog gengives handlingen i ti af hans romaner med fokus på heste. For voksne Laxness-læsere.
Forfatteren indleder med en præsentation af forfatterens liv og forfatterskab. Derefter følger de ti handlingsreferater, der alle indledes med et afsnit, hvor baggrunden for den pågældende roman forklares. Denne del af bogen afsluttes med en sammenfatning, og så følger en beskrivelse af hestene i forfatterskabet ud fra titlerne: "Hestene til hverdag, højtid og fornøjelse" samt "Billedsprog og lignelser med heste". Bogen afsluttes med litteraturlister og noteapparat.
Man mærker forfatterens kærlighed til Laxness, heste og Island. Den sproglige kvalitet er svingende. Nogle afsnit er fine at læse, men andre steder flyder sproget og fortællingen ikke. Forfatteren har valgt at bruge direkte læserhenvendelser, hvilket nogle gange virker lidt underligt, fx "Jo nu skal i høre" (med lille i). Forkert brug af kommaer og deraf knudrede sætninger generer af og til læsningen. Teksterne er for lange, hvis man selv skulle få lyst til at læse romanerne, og for korte, hvis man skal have glæde af at læse dem alene.
Bogen Halldor Laxness - en biografi giver også viden om Laxness.