Fragmenterede kortprosa-tekster om glemsel og erindring. Der frekventeres steder og tidligere hjem, ruiner, kratere, ligesom de ord, der fremsættes, er i ruiner; efterladte og glemte. Til læsere af stærke poetiske tekster om intense følelser, håb og genopbyggelse.
Teksterne er brudte i deres form, fragmenterede og bruger poesiens abrupte formsprog til at udtrykke deres situationer i. Det geografiske og stedlige er gennemgående i teksterne, ligesom erindringen, der for fortælleren er brudt sammen, men forsøges genopbygget til en ny verden, en ny tilstedeværelse i verden.
Glenn Christians særegne poetiske stemme er en af de mest bemærkelsesværdige i moderne kortprosa, hvis det ellers er en genrebetegnelse, der giver mening her? Christians tekster er nærmest uforståelige, forstået som narrativ fortælling, men nærmest hypnotiske som digterisk tekst. For læseren kræver det en intens indlevelse i teksten og en accept af, at den kognitive tæppebombning, som samtidigt er forunderlig blid i al sin udsyrethed, ikke så meget er forståelse som oplevelse.
Henrik Kabells insisterende tekster i fx Danny deler noget af det fragmenterede og eksperimenterende i sine kortprosa-agtige fortællinger. Ellers vil forfattere som Friederike Mayröcker, Tor Ulven og Stig Sætterbakken være oplagt til samme læsere.