Amalie Langballe er rykket ind i voksentilværelsen med boligkøb, renovering og dertilhørende skænderier med kæresten. I den periode læser hun i Bibelen og undersøger, hvordan hun kan bruge dens tekster i sit liv. For voksne med interesse for at bruge bibeltekster i et moderne liv.
Amalie Langballe har valgt syv alternative kardinaldyder, som bogen er inddelt efter: lediggang, blødhed, pligt, grimhed, enfoldighed, skam og ødselhed. De syv kapitler tager udgangspunkt i Amalie Langballes eget liv. Hun er flyttet ind på en nedlagt skole, der kræver en omfattende renovering, hun har pengeproblemer, hendes far har fået en demensdiagnose, og hun skændes med kæresten. Der er nok at kæmpe med. Ud fra de syv dyder sætter hun livet i perspektiv ud fra tekster i Bibelen.
Bogen er lækker i sit layout, godt skrevet og appetitvækkende. At det er forfatterens liv og ikke bibelteksterne og det alment menneskelige, der er det primære fokus, gør, at moderne mennesker bedre kan relatere sig til bibelreferencerne. Hvis man kan spejle sig i forfatterens erfaringer, giver det en ekstra dimension, at hun anvender Bibelen. Forfatteren anvender ikke den autoriserede Bibeloversættelse, men Bibelen 2020 på hverdagsdansk, og det er en god måde at få den i spil netop i hverdagssituationer, da den adskiller sig meget fra den mere poetiske og højtidelige 1992-udgave.
I 50 bibeltekster du skal kende introduceres der også vigtige bibeltekster.