Jens Staubrand har skrevet et essay om 15 eventyr af H.C. Andersen, hvor metal spiller en central rolle. For læsere med interesse for et alternativt blik på H.C. Andersens værker.
H.C. Andersens brug af metal som litterært motiv går igen i alle bogens 15 kapitler. I forordet redegør forfatteren, der er mag.art i filosofi og samtidig uddannet klejnsmed, for baggrunden for at beskæftige sig med metallets rolle som både symbol og fysisk element i H.C. Andersens eventyr. Analysen af hvert enkelt af de udvalgte eventyr følges op af eventyret i sin helhed, så læseren kan forholde sig til fortolkningen.
Det er tydeligt, at forfatterens faglige baggrund spiller en afgørende rolle for denne bog. Selv siger han, at kombinationen magister i filosofi og klejnsmed med svendebrev gør det muligt at forene håndværkets sans for materialer med filosofiens blik for mening og menneskelige vilkår. Fagligheden kommer også til udtryk i form af nyttige informationer om de enkelte metaller og deres funktion. For mange vil metalvinklen på H.C. Andersens eventyr være overraskende på en positiv måde. De mange gentagelser i bogen kan dog virke lidt overdrevet.
Der findes et stort antal udgivelser om H.C. Andersen og hans værker, men Jens Staubrands bog er helt speciel og kan umiddelbart ikke sammenlignes med andre.