Et kompromisløst tegneseriemesterværk om den tragiske lejemorder Elektra, der kastes ud i et orgie af paranoia, manipulation og psykisk opløsning. Et visuelt eksperimenterende værk til den kræsne og kyndige superheltefan, der holder af mørke og udfordrende superheltefortællinger.
Lejemorderen Elektra vågner op på et sindssygehospital i Sydamerika uden helt at kunne stole på sine egne minder. Hun er stærkt traumeramt, men får færten af et komplot, hvor The Beast forsøger en magtovertagelse af USA. Undervejs støder Elektra på den alkoholiserede S.H.I.E.L.D.-agent John Garrett, der bliver besat af at fange hende. Da Garrett bliver forvandlet til en cyborg, bruger Elektra sine stærke psykiske evner til at skabe et overnaturligt mentalt bånd til ham, noget der bliver afgørende i kampen mod The Beast.
Elektra er et mesterværk, en rå paranoid følelsesmæssig rutchebanetur af en syret feberdrøm. Det er en brutal historie fortalt med Millers tæft for det voldelige, det tragiske og det emotionelt forstyrrede. Historien har stærke mytologiske og tænksomme undertoner og er samtidigt en ren actionfortættet vellykket komponeret fortælling. Sienkiewiczs tegninger toner næsten over i det Francis Baconsk forkrøblede og suverænt ekspressive. Det er tegninger, der lever og ånder. Et godt ekstramateriale runder bogen af og gør den til en gennemarbejdet og flot psykedelisk og politisk satirisk fortælling.
Læs også de tre bind med Millers Daredevil, se DaredevilDaredevil. Bind 1.