Titlen på Peter Poulsens digtsamling er hentet fra et digt af den nu afdøde billedkunstner og lyriker Jørgen Murer, hvis minde bogen er tilegnet. Det er da også en grundtone af melankoli ogtungsind, som gennemtrænger disse digte, hvoraf mange er skrevet i rimede, bundne former. Det er kendte poulsenske temaer der her udsættes for ny variation: Storbyen, jazzmusikken, portrætter afvenner og kunstnerkolleger og rejsedigte, der spænder fra Rio til den jyske provins. Gennemgående er kulturpessimismen, de 'langsomme dage - uden midtpunkt og forankring,' hvor alt opleves iafskedens og opbruddets perspektiv. Alting synes at være set, oplevet før, og tilbage er kun minderne, ruinerne. Her kommer så kunsten (ordene, musikken) ind som den forløsende kraft der kantranscendere livet i billeder, og mange af digtene gennemspiller det klassiske modernistiske tema om formen, kunstens struktur, der løfter sig op over intetheden/ melankolien. Den bundne, strengeform klæder digtene godt, fordi dendæmper PPs hang til det lidt for ordrige/sludrende. Flere af digtene taler om stilheden, pausen mellem ordene, og PPs evne til at lytte sig ind på denne stilheder medvirkende til at gøre samlingen til hans mest vellykkede i mange år.