Bogen gengiver duwamishhøvding Seattles tale fra 1855. En tale, hvis budskab han ønskede skulle nå præsident Pierce, som ville tage duwamishindianemes land fra dem. Talen, som er smuktgendigtet af Vagn Lundbye, er knap og præcis. I få ord og i et meget billedmættet sprog udtrykker han indianernes dybe respekt for naturen og alt levende. En respekt der er nødvendig for alt videreliv. At det ikke er jorden, der tilhører mennesket, men mennesket, der tilhører jorden. Og at det med de hvides ødelæggelse ikke vil blive et spørgsmål om at leve, men at overleve. Budskabet er,som Susan Jeffers siger i et kort for- og efterord, hvor også baggrunden for talen ridses op, om muligt endnu mere aktuel nu snart 140 år efter. De mange dobbeltsidede ill. som følger talen er etkapitel for sig. Skraverede naturalistiske stregtegninger i en smuk farvelægning. Nogle stærkt jugendinspirerede, andre som store panoramaer der forklarer og udbygger høvding Seattles tale, og delsviser indianerne i pagtmed naturen, dels de begyndende resultater af de hvides misbrug af den. Ill. bevæger sig på grænsen af det forskønnede og sentimentale, lidt for amerikansk. Men alt i alt envedkommende og flot bog om et særdeles aktuelt emne. Oplæsning fra 6 år, selvlæsning fra 10 år og videre frem.