Marianne Larsen og Pernille Tønnesens nyeste lyriske fælles-projekt er et forsøg på 'at føre en dialog med hinanden gennem tekster', og bogen fortsætter dermed det samarbejde som de indledtemed samlingen Lysende kaos fra 1990. Det er to stemmer, to lyriske spor der krydser hinanden i disse tekster, hvis 'tanke-flow' af drømme, erindringer og sansninger indgår i et stadigt med- ogmodspil. Formen veksler fra prosalyriske tekster til mere traditionelle centrallyriske tekster, ofte af en næsten sentens-agtig korthed og koncentration. Tematisk kredser teksterne om at åbne ogfrigøre et indre, subjektivt rum, hvor jeget kan bevare sin modtagelighed og følsomhed intakt midt i den stadige strøm af elektroniske billeder og informationer, der ofte lukker sig omkring sigselv og et alt for entydigt og modsigelsesfrit billede af virkeligheden. Ofte lykkes det forfatterne at åbne disse små lakuner, hvor sproget 'siger sig fri af komponerede formler', og bogens forsøgpå at føre en samtale ervellykket. Om et kollektivt værk er der ikke tale, men netop om en samtale/dialog, hvor billeder og forestillingsmønstre fra den ene tekst videreføres og udvikles i dennæste. Der er en klar markeret forskel i indfaldsvinkel og diktion, og sådan må det nødvendigvis også forholde sig når man har at gøre med to så kompetente og originale kunstnere.