HMS genoptager i sin nye roman temaerne fra sine to forrige bøger: Guldkuglen (1985) og Kailapå Fyret (1987), hvor tiden, og lyset, drømmen, eventyret contra virkeligheden spiller en centralrolle. Vi er i en søfartsby og følger den sprogbegavede Margrethe Thiede Holm fra barndom til død. Hun studerer sprog, men pga morens sygdom vender hun tilbage til fyret, hvor hun bor sammen medmanden - bliver lærer - aktiv i miljøgrupper og byens liv. Margrethe har som andre personer i fortællingen svært ved at få hold på virkeligheden. Væsentlig eren barndomsoplevelse med tre småmærkelige mænd, som har et uforståeligt sprog med dets egen logik. Hun forsker i deres sprogstruktur og forsøger derved at få hold på sit eget sprog og forhold til mennesker, tiden og rummet. HMSindfører os i et univers, som har karakter af noget evigt, noget aldrig afsluttet, hvor mennesker er placeret som fremmedelementer. Som i et eventyr formidler og fortolker hun livets grundvilkår,som noget genkendeligt ogalligevel nyt. Hun har et dejligt sprog i fin overensstemmelse med de dobbelte strukturer - medvirkende til at gøre hele romanen helstøbt. Det er en underfundig,humoristisk, livsbekræftende bog med mange anvendelsesmuligheder.