I Det skjulte, der trods sine bare 46 sider er forsynet med genrebetegnelsen 'roman', arbejder Christina Hesselholdt videre med den ultrakorte prosaform fra debutbogen Køkkenet, gravkammeret &landskabet (1991). Den traditionelle romans kronologi er radikalt brudt op i korte, enkeltstående billed- og handlingssekvenser med en række gennemgående symboler og indbyrdes referencer, hvisbetydning det er op til læseren at 'afkode'. Personerne og stederne er de samme som dem læseren blev præsenteret for i debutromanen. Marion fra Huset Ved Floden finder i sit forhold til pigen Gretasvar på sin søgen efter det enestående han længes efter, men det er samtidig en længsel efter det skjulte, det ikke-identiske, som er tæt forbundet med destruktive og dæmoniske kræfter. Alt er lagtind under faldets og tyngdens lov, der med en uhyggelig logik kulminerer i døden. CHs fragmentariske, men kunstnerisk uhyre gennemarbejdede prosa giver konsekvent afkald på enhver form forpsykologi og indføling. Deter en roman som bevidst holder sig til tingenes overflade, men samtidig har en fascinerende bevidsthed om tilværelsens dybder. Stilistisk og tematisk føjer bogen velikke noget nyt til debuten, men i CHs eksperimenter med romanformen ligger der et stort og spændende potentiale.