Nature morte

Efter romanen Det uvisse, ( 1992), er Christian Yde Frostholm med Nature morte atter tilbage i lyrikken. Formen er ganske vist prosaens, men de korte teksters fortættede billedsprog og abrupteafskæringer og brud har alle poesiens kendetegn. Endnu engang befinder man sig i modernismens foretrukne to-pos: storbyen, hvis lokaliteter afspejles helt ud i titlerne på samlingens syv dele(Gaderne, Belleville, Tomten...). Som titlen angiver er det den døde, stivnede natur der hudløst og næsten idiosynkratisk afsøges i dette byrum. Tingene står tilbage som omrids og overflader udenliv og 'hukommelse' og den samme uvirkelighed og isolation er trængt ind i de menneskelige relationer, hvor blikket bestandig "søger forbi og ikke igennem." Ind imellem slås der dog sprækker idette hermetiske sproglige og mentale univers ind til noget endnu levende, ofte knyttet til beskrivelsen af den menneskelige krop: "Ansigtet er det eneste sted der kan gå hul" som det hedder med enkarakteristiskformulering. Der er i CYFs prosadigte en overbevisende kunstnerisk overensstemmelse mellem krop og sprog. Hans storbyrum er ikke blot en abstrakt/symbolsk størrelse, men afspejleskonkret i den sproglige fragmentering. CYF behersker sit lyriske håndværk, men indimellem savner man som læser noget uventet, en større dristighed, som kunne slå hul i perfektionen ogforudsigeligheden.

Læs hele vurderingen