Måske et spor, nu jorden : en alder i suite

Er der en digter i Danmark, der har forstand på at rable ord af sig, så er det F. P. Jac. Og nu og da lykkes det ham i sin poetiske talestrøm, hvor han sammensætter gamle ord til nye, byggerandre endelser på, vender og drejer sproget, at få digtene til at lyne, så man gennem uklare formuleringer ser klart. Men i de sidste mange bøger er stilen blevet til en maner, hvorsnurrepiberierne prøver at illudere digterisk stof, og hvor digtenes temaer, hvadenten det er en schadesk kærlighed, erindringsbilleder eller dagligdags oplevelser, torpederes af det, der isammenhængen bliver til sprogligt krukkeri. Måske fordi digtene uden de jacske påfund ville falde ned og smuldre. Min karakteristik her gælder også den seneste bog, som man kan anvende af sympatifor F.P. Jac som en type, man må tilgive meget, selvom bogen ikke indeholder påtrængende poetiske kvaliteter.

Læs hele vurderingen