Sonia Brandes har flere illustrationsopgaver bag sig, bl.a. Ingemann og H. C. Andersen. Hun behersker sin specielle papirklip-teknik til fuldkommenhed, og det store format, der er valgt tildenne bog, lader billederne folde sig fornemt ud - også farvereproduktionen er meget fin. Billederne holder fast i nogle af tekstens grundsymboler: det strømmende vand, dyrene m.fl.- og der foldersig megen skønhed ud af disse harmoniske og rolige kompositioner. Det er jo sådan med disse tekster af sværvægtere på niveau med H. C. Andersen og Blixen, at vi læser disse tekster igen og igengennem generationer, fordi der er så meget på spil i dem, lag på lag, også af gru og dæmoni. Kun sjældent lykkes det en kongenial illustrator af få udtryk for alle tolkningssapekter- og derforillustreres disse ting jo også igen og igen. Hvert illustrations-udspil er en billedkunstners fortolkning af værket. Set på denne baggrund synes jeg Sonia Brandes' fortolkning mangler udtryk forfortællingens seksualitet ogfarlighed, billederne kan nydes, men der er mere i teksten, men det meget smukke, der også er i fortællingen, har fundet udtryk her.