Der er gået tre år siden Marianne Larsen udgav sin sidste digtsamling, men nu er hun tilbage i lyrikken, der siden debuten i 1971 har været grundstammen i hendes forfatterskab. Som tidligeredyrker ML her den korte, sprogligt knappe og skarptmejsiede form, ofte af en næsten sentens-agtig korthed, men altid med en drejning eller åbning henimod det overraskende og paradoksale. Opmærksomog lydhør for alt det skjulte og ustadige aflæser disse små tekster »hvad der foregår / inden i verden«, hvadenten det gælder naturens rolige vækstlag under civilisationens rastløse overflade,børnenes leg, eller fantasiens og kroppens indre billeder. I MLs digte afsætter det moderne liv sig ofte som en tomhed eller et savn hos jeget, men kalder også på en evne til at overskride dissebegrænsninger og forestille sig noget anderledes: »at tyde sporene på himlen / som aftryk af bare fødder / og bare vinger«. Her får digtene en samfundskritisk brod, som er sjælden i disse årspoesi, men undgår næsten udenundtagelse af tangere skråsikkerheden og det alt for entydige. Samlingen føjer sig smukt ind i et væsentligt lyrisk forfatterskab, der kan formidles til mange, ogsåuden for de traditionelt lyrik-læsendes rækker.