Wilbur Påskelilje-11 Swain skriver sin selvbiografi i ruinerne af Manhattan på et tidspunkt, hvor sygdomme har udslettet størstedelen af den amerikanske befolkning. De få personer omkring ham er tilfredse analfabeter på vej til at blive det der var meningen mennesker skulle være: Uvidende menneskeaber med begrænsede muligheder for at lave ulykker. Han skriver om en de facto forældreløs barndom i intellektuel og følelsesmæssig symbiose med tvillingesøsteren Eliza. De grimme neanderthaloide børn der hver for sig var almindeligt jævnt begavede udgjorde sammen ét lysende geni, men valgte udadtil at fremstå som umælende idioter. Bedraget opdages og tvillingerne skilles. Senere bliver Swain læge, og endnu senere vælges han på sloganet 'Aldrig mere ensom' til præsident - den sidste inden landet går helt i opløsning. Vonnegut trækker på selvbiografisk stof i denne 20 år gamle sorte komedie om livet, døden, ensomhed og almindelig anstændighed, men man aner også et vist tematisk slægtskabmed de senere (mere helstøbte) romaner Galapagos (1985) og Hokus pokus (1990, da. 1991). Satiren i Slapstick forekommer diffus og farcen lidt fjollet, men i glimt ses Vonneguts enestående evne til på én gang at være rablende og rørende, naiv og skarpsindig.