Hovedpersonerne i dette tredie bind i serien om børnene af heltene fra Lansekrigen er Caramons tre sønner, krigerne Tanin og Sturm samt den nyudnævnte troldmand, Palin. Undervejs til UthWistan-borgen møder de dværgen Dougan Redhammer. I ungdommeligt overmod indgår de et væddemål med ham, som de taber. Derved involveres de ufrivilligt i hans jagt på den gudeskabte Gråsten, der er itroldmanden Gargaths besiddelse på en afsides beliggende ø. Det bliver en ikke helt let opgave, men ved hjælp af bl.a. gnomernes særprægede skib og Palins magi lykkes det at finde stenen ogoverdrage den til sin skaber, nemlig Dougan alias guden Reorx. Det er en forholdsvis fredsommelig og udramatisk roman, der indeholder flere humoristiske elementer, men hvor egentlig spænding erhenvist til de sidste kapitler af fortællingen. Bogen har således ikke samme spændingsniveau som de to foregående bind og slet ikke den intensitet, der bl.a. er så karakteristisk for bøgerne omLansekrigen. Den kan selvlæses fra6.-7. kl., og den henvender sig til serielæsende fantasy-fans fra disse klassetrin og opefter i skoleforløbet. Forsiden er den samme som på de to første bøger.