Kontinuum : digte

Der er et tidsmæssigt forløb eller kontinuum, rækkende fra vinter til efterår, i Christian Dorphs anden digtsamling, men ellers er det karakteristisk at det mere er øjeblikket, nuet, som dissetekster vil artikulere. Med stor sproglig koncentration og sans for ordenes nuancer og næsten umærkelige forskydninger forsøger de tætte, kompakte prosadigte at gribe en stemning, en situation,eller fastholde en kropslig impuls, inden den endnu er blevet fuld bevidst. Lavmælt og nøgternt taler teksterne om et jeg, der bestandig bliver vist tilbage til sig selv og sin egen ensomhed, menpå den anden side også om den åbning eller vending, der finder sted, når jeget opgiver at fortolke og forklare tingene, men blot hengiver sig til øjeblikket og 'den store tilfældighed'. Med storsproglig virtuositet og lydhørhed bevæger teksterne sig i dette eksistentielle spændingsfelt mellem tiden og øjeblikket, mellem tyngden og letheden. Tiden er ikke bare en tom uendelighed, ('denneforlængelse ud iingenting'), men også punktet, der pludselig udvider sig og får dybde og fylde, hvor 'hvert sekund er en lille uendelighed ... '. Med hensyn til udtryksform og tematik lægger dissedigte sig i sporet fra debutsamlingen Et stykke tid, (1992), og indvinder de ikke nyt land, indfrier de til gengæld fuldt ud de forventninger, som debuten gav grundlag for.

Læs hele vurderingen