Margareta Strömstedt og Tord Nygren har lavet en smuk og dejlig billedbog. De giver et fint blik ind i barndommens nære verden, hvor en traumatisk oplevelse bearbejdes og løftes op påfantasiens vinger - helt bogstaveligt faktisk. Fortællingen udspiller sig i Sverige i begyndelsen af århundredet. Fanny bor i landlige omgivelser med store træer og mange fugle. En morgen vågnerhun ved, at en grønsisken er kommet ind i glasverandaen. Hun prøver at hjælpe den ud, men fuglen flyver mod et vindue og falder livløs til jorden. Takket være Fanny får fuglen tid til at sunde sigog kan flyve bort. Pludselig forvandles også Fanny til en fugl, med sit eget hoved på en grønsiskens krop. Hun lokkes med af den lille fugl, og resten af dagen er Fanny ikke Fanny, men Fugle-Fanny.Om aftenen bliver Fugle-Fanny puttet forsigtig, så vingerne ikke tager skade, og næste dag er hun Fanny igen; kun lidt dun er tilbage. Tord Nygrens spændende illustrationer er stemningsfulde, ogudtrykker både i farvevalg ogperspektivering Fannys sindstilstand. Fra det dystre morgenlys, hvor hun er afbilledet i glasverandaen som i Munchs 'Skriget' til dagens lyse slutning med levende blåfarver. En historie, der kan tages for pålydende, men også er fuld af alvorlige undertoner, både i tekst og billeder. Fra 4-5 år.