Foruden sit store lyriske forfatterskab har F.P. Jac været en flittig leverandør til tidsskrifter, antologier og aviser. Det er et udvalg af disse "udenomsdigte", Asger Schnack her har udvalgt i anledning af digterens 40-års dag. Ingen anledning eller begivenhed har gennem årene været for ubetydelig eller personlig til at påkalde sig opmærksomhed. Fælles for teksterne er Jacs velkendte sans for rytme, forløb og en ynglende sproglig opfindsomhed, men samtidig afspejler de - læst i kronologisk orden - forfatterskabets udvikling: Fra de sene 70''eres triumferende bevidsthed om at tilhøre en ny generation, "med vores drømme og nødvendige syner", til 90'ernes betoning af de nære og tætte relationer i kærlighedens og familiens skød. Som helhed ville udvalget have vundet ved en kraftigere redigering. En del af teksterne hæver sig simpelthen ikke ud over den aktuelle sammenhæng de blev til i, og læst på stribe undgås det ikke at Jacs ferme sprogbehandling og ekstatiske livsbesyngelse antager et lidt for villet og programmatisk præg.