Et af de mest kendte og mest dramatiske værker i klassisk græsk litteratur er Sofokles' tragedie om Kong Ødipus. Det har V.S. bearbejdet til prosatekst, som nu udkommer som en hvid Dingo-bog. Han har gjort det forbilledligt godt. I et malende, levende og spændstigt sprog rulles hele tragedien med dens mange dramatiske højdepunkter op for læseren. Man lever sig ind i den græske oldtidskulturs skæbnetro, datidens levevis og får et levende indtryk af dramaets personer. V.S. har formået dette i en tekst, der er skrevet i et ligefremt og lettilgængeligt sprog. Han skriver i korte, enkle sætninger og korte afsnit. Teksten er gjort yderligere læsevenlig med en åben typografi og bred margin. Roald Als' dramafyldte s/h- og farvetegninger gennemill. bogen. De går flot i spænd med teksten og understøtter den. Dramatisk farveforside. Historien om Ødipus, der bliver sin fars morder, sin mors elsker og far til sine søskende, vil i denne udgave kunne læses fra 13 år, samt af læsesvage unge og voksne. I børnebiblioteket findes historien i en forkortet udgave i Bente Troense: Græske helte fra 1982.