Roman for børn og unge fra ca. 12 år. Engang for længe siden lever pigen Tanith i et kriger- og bondesamfund. Hun ligner ikke de andre i klanen. Tanith er mørk, mens de andre er lyse. Hun er da også adoptivbarn. Som 3-årig blev hun fundet blandt ulvene af klanens høvding, der bragte hende med hjem til sin lamme kone, Nolwynn. Nolwynn adopterede Tanith, der blev en slags erstatning for Nolwynns og høvdingens lille datter, som druknede i floden. 13 år er gået, siden Tanith kom. Nolwynn dør, og Taniths position er truet. Tanith er splittet mellem sin længsel efter sine fæller, ulvene, og sin forelskelse i den unge høvdingesøn, Gibran. Hun tilbringer efterhånden mere tid blandt ulvene, hvor der hersker lykke og harmoni, end hun gør blandt menneskene, der behandler hende som en udstødt. Den særdeles velskrevne bog giver en vellykket skildring af en usædvanlig ung pige, der er ved at blive voksen, og af en vild natur, hvor ulvene lever deres frie liv i harmoni med hinanden. Taniths udvikling og hendes liv blandt ulvene fremstår på en måde, der virker troværdig og som en naturlig følge af hendes opvækst og gradvise isolation blandt menneskene. Pæn typografi og appellerende bagsidetekst. For alle tilhængere af romantiske fortællinger om kærligheden og naturen.