Bente Bech genoptager her sit musespor fra den uimodståelige billedbog Duften i luften (1990). Igen er det en stort set tekstløs billedfortælling, her med Sussi Syvsovermus i hovedrollen. Hun bliver brutalt vækket i sit fredelige hjem af en spætte, der er ved at omdanne træet til en ny by. Vred og omtumlet drager hun ud i verden - med den uundværlige hovedpude under armen - for et finde et sted, hvor hun kan sove i fred og ro. Men forgæves! Overalt støder hun på forhindringer i form af dyr, der forstyrrer eller ødelægger det nye hjem. Efter en ufrivillig flyvetur havner hun med hovedpuden i en høstak, hvor hun endelig kan finde hvile, sammen med andre trætte, hjemløse mus. Det er en sød og levende fortælling, som med lune og indlevelse formidler en enkel og identificerbar historie til de mindste. De farverige billeder er malet i naturalistisk stil med brede, bløde støg som baggrund for de skarpere tegnede figurer. Det er udtryksfulde og humoristiske billeder, som enkelt, men virkningsfuldt følger den søvnige mus gennem de mange trængsler. Billedfortællingen er måske knapt på højde med den spændende og meget varierede Duften i luften, men stadig en fuldt vellykket og charmerende billedbog til formidling fra ca. 2 år og opefter.