Den udspekulerede naivitet

På overfladen ligner Peter Nielsens roman et realistisk billede af et stykke nutidig provins-Danmark: Her er den enlige mor, de langtidsledige unge og de socialt udstødte, hvis liv romanen lader krydse og gribe ind i hinanden. Forfatteren ridser i overfladen og afslører fordomme, intolerance og selvbedrag, men frem for at udlevere sine personer, eller komme med nemme forklaringer, forsøger han at beskrive dem indefra for at trænge "ind til dybere og mere dystre lag i dem", som det hedder et sted. Midlet til dette er ikke en gængs socialrealistisk metode, men en minutiøs opmærksomhed for de næsten umærkelige forskydninger og skred som finder sted i personernes bevidsthed, og som forfatteren følger helt ind i sprogets og ordenes fineste nuancer. I den sproglige intensitet og sansen for det upåagtede og usagte fornægter lyrikeren PN sig ikke. I forhold til romanen er det på een gang en styrke og en svaghed. Bogen når langt, hvad angår psykologisk indlevelse og nuanceret persontegning, men samtidig har forfatteren - på trods af intentionen om at lade de enkelte personer spejle hinanden - svært ved at få en helhed ud af sin historie, hvor enkeltstående, lysende portrætter står tilbage som det, der bærer romanen.

Læs hele vurderingen